Vedtægter for Parcelforeningen Bjørnsholms Villaby (senest revideret september 2024)

  • 1 Foreningens navn og hjemsted:

Foreningens navn er Parcelforeningen Bjørnsholms Villaby.

Foreningens hjemsted er Rødovre kommune under Rødovre ret, der er foreningens værneting.

Foreningens geografiske område er Bjørnevej, Pantervej 1-11 og 2-12, Hvidovrevej 21-33 (kun ulige numre), Løvevej 3-7 og 4-12, Damhusdalen 39-69, 82-90 og 96-114 samt Leopardvej 3-21 og 4-14.

  • 2 Foreningens medlemskreds:

Alle ejere af matrikler inden for det ovennævnte område har pligt til at være medlem af foreningen ifølge områdets servitutter.

Medlemsfortegnelsen føres af kassereren, hvortil ændringer i ejerforhold skal meddeles. Ejerskifte skal anmeldes til foreningen af såvel sælger som køber senest 14 dage efter salg. Ved ejerskifte indtræder køber i de forpligtigelser og rettigheder, der påhviler matriklen. Såfremt sælger er i kontingentrestance, er køber pligtig til at udrede det skyldige beløb og får først derefter de med medlemskabet medfølgende rettigheder.

  • 3 Formål:

Foreningens formål er at sikre vedligeholdelsen af fortove og kørebaner og i øvrigt varetage samt påtale sådanne forhold, der kan have fælles interesse for grundejerne.

  • 4 Ansvar og ordensbestemmelser:

Der påhviler ikke medlemmerne noget solidarisk ansvar i anledning af køb og salg af parceller eller disses fremtidige bebyggelse.

Det er ethvert medlems pligt at holde sin parcel ren og ryddelig, og affaldsdynger er ulovlige. Fortov og kørebane skal holdes ren indtil midten af vejen i overensstemmelse med lov om vedligeholdelse af veje. Fortov og rendesten skal jævnligt fejes og holdes ren for ukrudt.

I vinterhalvåret har medlemmet ansvaret for, at fortovet og halvdelen af kørebanen ud for ejendommen er ryddet for sne og gruset, så der er sikkert at færdes. I tilfælde, hvor det drejer sig om at rydde fortov for sne, skal der kun gives en dags varsel.

Hække, buske og træer skal holdes således, at fortovet har en frihøjde på mindst 2,75 meter og en bredde fra det af myndighederne fastsatte skel til fortovskant. Ved hjørnegrunde skal hækken i hjørnet holdes nede i en sådan højde, at trafikanter har frit udsyn i vejkrydset jf. færdselsloven, Bevoksning (trærødder o. lign.) må ikke brede sig ud i fortovet.

Overholder et medlem ikke sine forpligtigelser i så henseende, er bestyrelsen berettiget til efter et forudgående personligt varsel på minimum 7 dage at lade arbejdet udføre for medlemmets regning.

Byggematerialer og andre former for ophobning på fortov skal fjernes hurtigst muligt (3 dage) ellers kræves dispensation fra vejmyndighederne.

Brug af motorsave og andre støjende haveredskaber må i sommerhalvåret, på søn- og helligdage samt lørdage kun finde sted i tidsrummet 10 til18.

I henhold til miljøloven er det ikke tilladt at brændeovne o.lign. udsender røg, støv og luftarter, som medfører væsentlig ulempe eller uhygiejniske forhold for omgivelserne.

Husdyr må ikke være til væsentlig ulempe for omgivelserne m.h.t. lyd, lugt og andet.

  • 5 Indhegning og benyttelse:

Grundene må ikke indhegnes med pigtråd, ligesom anbringelse af reklameskilte er forbudt. Der må ikke indrettes butikker eller værksteder på grundene.

  • 6 Kontingent:

Kontingent og vejbidrag fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling og opkræves inden den 31. marts i det indeværende regnskabsår. Kontingent og vejbidrag skal indbetales senest 14 dage efter opkrævningsdatoen.

For ejendommene Hvidovrevej 23-31 betales der kun ½ kontingent og ikke vejbidrag.

Bestyrelsen er fritaget for kontingent og vejbidrag. Formand og kasserer modtager et honorar på 1000 kr. årligt.

Kommer et medlem i restance med kontingent og vejbidrag, opkræves beløbet på ny af kassereren. Ved 2. rykker opkræves et gebyr på 50 kr., og ved 3. rykker opkræves et gebyr på 100 kr. Bliver beløbet ikke indbetalt senest 14 dage efter 3. rykker, er foreningen berettiget til at inddrive restancen ad retlig vej.

Ved tvangsauktion skal køber betale eventuel restance.

  • 7 Generalforsamling.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Kun den kan give og forandre lovene og fastsætte grundsætningerne for foreningens virksomhed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år efter uge 32 og inden udgangen af september måned samme år. Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være formanden i hænde senest 7 dage efter udsendelsen af dagsordenen. Eventuelle forslag uddeles til medlemmerne inden generalforsamlingen.

Indvarsling til den ordinære generalforsamling skal finde sted med 14 dages varsel, og hvert medlem skal have skriftlig meddelelse herom sammen med godkendt regnskab for det forløbne år og angivelse af dagsorden. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Godkendelse af referat
  3. Formandens beretning
  4. Fremlæggelse af regnskab
  5. Fastsættelse af årets kontingent og vejbidrag
  6. Valg af bestyrelse og suppleant
  7. Valg af revisorer og suppleant
  8. Indkomne forslag
  9. Eventuelt

Der kan ikke træffes beslutninger under punktet eventuelt.

Bestyrelsens medlemmer vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen.

Der vælges derudover 2 revisorer for 2 år ad gangen og 1 revisorsuppleant for et år ad gangen.

Formanden og 1 bestyrelsesmedlem vælges i ulige år; kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år. Endvidere vælges 1 suppleant for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

Alle medlemmer, der ikke er i restance til foreningen, kan vælges.

Personlig tilstedeværelse ved generalforsamlingen er ikke krævet for at blive valgt, men der skal i så fald foreligge en skriftlig accept fra kandidaten.

Enhver lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig, uanset de fremmødtes antal. Der træffes beslutning ved simpelt flertal, og ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

  • 8 Ekstraordinær generalforsamling:

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når en fjerdedel af medlemmerne indgiver skriftlig begæring herom til bestyrelsen med en motiveret dagsorden.

Mindst 15 af de medlemmer, der har underskrevet begæringen, skal være fremmødt, for at foreliggende forslag kan nyde fremme. Indkaldelsen skal udsendes senest 3 uger efter modtaget begæring herom.

Bestyrelsen indkalder til den ekstraordinære generalforsamling med 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og evt. tilhørende bilag.

  • 9 Stemmeret.

Der kan kun afgives en stemme for hver parcel eller ejerbolig uden hensyn til grundens størrelse.

Stemmeretten kan kun udøves ved personlig tilstedeværelse på generalforsamlingen. Bestyrelsen kan i ekstraordinære tilfælde bestemme, at der forlods kan stemmes pr. lukket brev. Generalforsamlingens dirigent skal, såfremt det forlanges, foretage skriftlig afstemning.

Medlemmer i restance til foreningen har ikke stemmeret ved generalforsamlingen.

  • 10 Bestyrelsen

Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, bestående af en formand, en kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter selv sin forretningsorden samt sørger for, via kassereren, at der føres nøjagtigt regnskab over indtægter og udgifter.

Formanden (i dennes fravær kassereren) leder og indkalder til møder.

Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt flertal og er kun beslutningsdygtig, når formanden eller kassereren er til stede.

Såfremt et medlem af bestyrelsen udtræder eller får forfald, indtræder suppleanten.

Der tages beslutningsreferat af bestyrelsesmøderne. Referatet godkendes efterfølgende på næste bestyrelsesmøde.

  • 11 Tegningsret

Formanden og kassereren i forening tegner foreningen.

  • 12 Regnskab og revision

Regnskabs og kontingentår løber i perioden 1. juli til 30. juni efterfølgende år, og regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret og givet den nødvendige påtegning af foreningens revisorer.

Revisorerne har til enhver tid ret til at gennemgå foreningens regnskabsbilag og kassebeholdning, og revisorerne har pligt til at foreholde bestyrelsen eventuelle uregelmæssigheder.

Foreningens midler indsættes i et pengeinstitut på konti lydende på foreningens navn. Indestående på bank og girokonti kan kun hæves af kasserer og formand i forening.

  • 13 Ophævelse af foreningen:

Foreningen kan ikke ophæves uden at kommunen overtager pligten til at vedligeholde foreningens veje.

Nærværende love ophæver alle tidligere og er gældende fra vedtagelsen på generalforsamlingen den 14. september 2024.

På bestyrelsens vegne

Hanne Furbo, formand